Hvad kan den kreative troldmand lære af to 8-årige bolddrenge?

"Hvad er det du har dér i panden?"
- Spørgsmålet rev mig ud af en behagelig indre døs, bedst som jeg sad dér på bænken efter en hård træning og begyndte at føle den svalende ro fra en kold øl, gøre sin virkning.
Jeg var langt væk.

"Øh...hva'?" spurgte jeg , mens jeg rettede mig en smule op og forsøgte at indstille optikken.
"Den dér...i panden...hvad er det for én?", gentog den største af drengene og pegede direkte på min pande; de krævede tydeligvis et svar.

Genstanden for deres nysgerrighed var en bule midt i min pande, på størrelse med en stor sherry-tomat. Den tekniske betegnelse er 'cystisk acne', en ophobning af puds-materie lige under huden, indkapslet af en mikroskopisk hinde (sæk) uden åbning eller udgangshul til hudens overflade. Den eneste måde at fjerne den på, er ved et lille kirurgisk indgreb. Hvilket ikke var sådan lige et hurtigt "vupti, så er dén klaret" snuptag - der var lægekonsultation og for-undersøgelser, henvisninger og tidsbestillinger and what not.
En lidt for langtrukken affære efter mit temperament.

Efterhånden som 'bulen' gennem årene var vokset fra en ubetydelighed på størrelse med et knappenålshoved til en begyndende tomat-plante, havde jeg vænnet mig til den og tog egentlig ikke længere notits af dens tilstedeværelse. 'Bulen' var blevet en del af mig og jeg 'så' den i virkeligheden slet ikke. For mig var den blevet usynlig.
Så jeg levede fint med mit 'horn i panden'.

Men hvordan skulle jeg kunne forklare dét til drengene, så det gav mening?
De ville næppe kunne forstå et ord af, hvad jeg snakkede om.

"Det er bare en bule" svarede jeg derfor smilende, i et forsøg på en hurtig retræte til min rus.
Desværre kan mindre børn være frygteligt insisterende og disse to af slagsen mente absolut ikke, at jeg havde løst opgaven.
"Det ligner ikke en bule. Hvor har du fået dén fra?"
Interressant formulering, slår det mig - Ikke nok med at et par 8-årige knægte underkender min forklaring; de konkluderer på stående fod, at der må ligge en mere spændede årsag bag fænomenet end bare en uheldig, kedelig fødselsskavank.
Min affejning havde blot skærpet deres nysgerrighed endnu mere. Så ku' jeg lære det, ku' jeg!

OK, tænkte jeg, - At blive forstyrret og trukket ud af en velfortjent afslappende døsighed er én ting. En anden, at blive konfronteret med et krav fra to småknægte om, at deres behov for at få tilfredsstillet deres nysgerrighed, har højere prioritet end min restitution.
Dét kan virke temmeligt provokerende. Selv for een med høj tolerancetærskel.
Så jeg beslutter at spille med på legen og returnerer provokationen over i deres lejr.
De vil have deres historie - javel ja, dét skal de så sandelig osse nok få.
Den bliver bare lidt anderledes end de måske havde forventet, fordi jeg har nemlig tænkt mig at give dem et eventyr i stedet. Det har jeg ret til, for sådan er spillereglerne nu en gang.

Min første tanke kredser om at chokere med den gamle skrøne om tropiske edderkoppeæg, springer hurtigt videre til en indlejret pistolkugle og et tredie øje der ikke er udvokset endnu. Tilsidst beslutter jeg dog at finde et mindre skræmmende og mere jordnært billede, som ethvert 8-årigt barn kan relatere sig til.

Eventyret (der, som alle rigtige eventyr, aldrig er særlig langt fra sandheden) begyndte sådan her:
"Jeg har spist for mange pommes fritter!"

Fra det øjeblik forvandt alle tanker om retræte.
Det, at indleve mig og aktivt deltage i drengenes forestillingsverden på lige fod, gav mig en så ubeskrivelig oplevelse og et sus, som ikke kan sammenlignes med noget andet.
Selv nu, efter et par årtier, kan jeg genkalde suset, stemningen, autensiteten, eventyret og ikke mindst en uforklarlig følelse af have udrettet noget....ja, stort.

Hvad der derefter blev af knægtene og om oplevelsen gav dem noget at tygge på, har jeg ingen idé om - jeg så dem aldrig siden.
Måske møder jeg dem igen en skønne dag på McDonalds.
Måske blev de vegetarer...eller plastic kirurger....eller bare ganske almindelige gode fodboldspillere, der har lært fornøjelsen ved at døse hen, på bænken efter en hård træningsdag.

Den næste dag bestilte jeg en konsultation hos lægen og efter 6 uger var jeg fin og ny igen - og kunne prale af min første 'facelift' operation.

Hvad drengene lærte mig?

At spørgsmål kan sætte noget smukt igang ;-)